I anledning af Mændenes Internationale Dag har vi bedt Sebastian Lynggaard aka Herlige Svend om at give gode råd til sine medmænd.
Dette indlæg blev automatisk arkiveret af Leddit-botten. Vil du diskutere tråden? Tilmeld dig på feddit.dk!
The original was posted on /r/denmark by /u/KonradsFestklister at 2023-11-19 10:43:57+00:00.
Harold_Zoid at 2023-11-19 12:52:18+00:00 ID:
k9vuh6sHvis folk reagerer sådan, kan vi vel også blive enige om at der er noget at kæmpe for på en dag som i dag? Mændenes dag handler jo også om at vi skal behandle mænd godt, og acceptere deres følelser.
Precioustooth at 2023-11-19 15:16:48+00:00 ID:
k9wav7qja, helt sikkert! Nu har jeg sjældent oplevet det selv - som jeg måske indikerer har jeg svært til tårer - men det er helt sikkert et problem når det så alligevel ikke kan kaperes selvom det tilskyndes.
For mig er det primære problem - og en holdning jeg oplever er udbredt især blandt kvinder i min aldersgruppe - at hvis man ikke græder så er det nødvendigvis fordi man er offer for “toksisk maskulinitet” eller, at man simpelthen bare ikke er i stand til at processere sine følelser tilstrækkeligt. Personligt synes jeg, at jeg er meget åben omkring følelser og ser vigtigheden i at tale om det; men det er ikke ensbetydende med, at jeg forbinder det med tårer. Den eneste gang jeg har grædt - eller haft behov for at græde - siden jeg var barn (for mange, mange år siden efterhånden) var da min mormor døde da jeg var 13 år, og for mig er det at græde den absolut yderste følelsesmæssige reaktion som kun indtræffer når jeg bliver berørt og overvældet i allerhøjeste grad mentalt. Det kommer ikke fordi jeg overværer nogen blive gift eller at jeg ser en skadet kat; men det er absolut ikke ensbetydende med, at jeg ikke føler mig glad på vegne af de personer der bliver gift, eller trist på grund af den kat der er skadet (jeg absolut knuselsker katte, derfor dette eksempel).
Jeg har før fået kommentarer om, at jeg virkelig må være en følelsløs mand, uden empati, eller lignende, på baggrund af det, og er blevet forsikret om, at det “altså er okay hvis jeg har lyst til at græde”. Og som sagt: Det er jeg enig i. Det er helt okay; men det er ikke noget jeg føler behov for, og det er ikke fordi jeg er et offer for en toksisk maskulin kultur, det er bare sådan jeg personligt fungerer. Min forlovede sagde ofte, at jeg “bare har at græde på vores bryllupsdag…”, men det kommer jeg ikke til, og jeg har heldigvis kunne få hende til at forstå at det ikke er fordi det ikke bliver den lykkeligste dag i mit liv, og at det heller ikke er fordi jeg ikke bliver glad, det er bare ikke noget der får mig til det og det er ikke fordi jeg aktivt prøver at undertrykke det
Altruistic_Finger669 at 2023-11-19 19:45:40+00:00 ID:
k9xcq9sJeg er ret enig.
Jeg er faktisk typen som godt kan græde, ved mere “ubetydelige” ting. Bestemte triggers. F.eks. er det ikke ved romcoms og sådan noget men jeg har tudet flere gange i slutnigen af Saving Private Ryan hvor den gamle soldat bryder sammen og spørger gravstenen om han har levet godt nok til at have gjort sig fortjent til hans medsoldaters offer.
Men modsat så græder jeg ekstremt sjældent i forbindelse med noget personligt. Ikke fordi jeg ikke bliver ked af det eller ikke har følelser eller fordi jeg skammer mig. Men fordi det ikke hjælper min proces
Mænd og kvinder er forskellige. Og jeg er ret typisk i og med at jeg er en problem solver. Jeg finder ro ved at bearbejde og løse et problem.
Og det så er at fikse ovnen der ikke virker eller om det handler om at jeg skal bearbejde nogle følelser inden i hovedet efter en uheldig interaktion med et andet menneske.
Tænker min følelser ville komme naturligt på andre måder først.
Nu nævnte du katte. Og ud over min kæreste og min familie så er min største kærlighed vores ene kat. Jeg kan simpelthen ikke forestille mig et liv uden ham. Og hvis han fandt ham pludselig død, så tror jeg ikke jeg ville græde. Jeg tror rysten eller skrig eller råb ville være et mere naturligt afkøb for mig. Og de udtryk er mindre accepteret